Dramatiserer du mere end hvad godt er? Pas på du ikke mister dig selv

Kender du følelsen; at være ved at miste noget?

Du tror, du er ved at miste din veninde, fordi hun hellere vil være sammen med sin kæreste. Du tror, du er ved at miste din kæreste, fordi han ikke har svaret på de sidste fire sms’er. Du tror, du er ved at miste forholdet til min kollega, fordi han ikke vil sige undskyld for det, han har gjort, der sårede.  

Lige i dét øjeblik hvor du er allermest kapret af store altædende panikfølelser, er du overbevist om, at dit ubehag kun forsvinder hvis den anden person siger det rigtige og gør noget helt specielt, så du igen kan får det godt. Og hvis det ikke sker, vil du få det endnu mere forfærdelig … og måske eksplodere … eller blive deprimeret for altid.

Det føles forfærdeligt!

Dramaet giver hjertebanken, tænderne skærer sig mod hinanden, tankerne er ikke til at stoppe, hovedet analyserer og udtænker langtude teorier. Det larmer. Ustyrlige, højtråbende tanker, gerne flere ad gangen, som et barn der råber og skriger og klasker hænderne mod gulvet i supermarkedet.

Du kan pludselig ikke huske, hvad du holder af, og hvorfor det overhovedet er rart at være dig.

Svigter du dig selv?

Faktisk skal du lægge mærke til noget interessant. Når du panikker, grubler og laver drama i hovedet, skubber du dig selv væk.

Du er faktisk i gang med at svigte dig selv, dit gode humør, din glæde, dine sansers kraft, mens du giver en anden skylden. Det er altså ikke den andens skyld, at du mister dig selv. Personen er jo bare den, personen nu engang er (temmelig fucking irriterende!).

Men det er dig, der svigter din glæde og din sunde fornuft. Så nu gælder det om at få dig tilbage. Lokke, hviske, kom, kom, kom. Og stå med åbne arme og modtage en såret sjæl, der lige har fået et chok; jo, det er et chok at blive skubbet væk.

Det føles forfærdeligt.

Tag hånd om dig selv!

Så kom her, kom her til mig. Luk armene op og modtag. (Gå en tur i solen, skriv i din dagbog, tag et varmt bad, lyt til god musik, etc).

Og mens du tager hånd om dig selv, kan du begynde at mærke din krop igen, mærke længslen efter lys og liv, og lige så stille vender den varme glød tilbage i kinderne, og du kan igen mærke dine ønsker og lyster, og din glæde.

Når dramaet er på sit højeste, så husk, at dét der er galt, ikke er en anden person (selvom vedkommende virkelig er tarvelig og en kæmpe nar).

Det er, at du er i gang med at ville have noget fra en anden, som vedkommende åbenbart ikke kan give. Men hey, du er den, der kan løse tingene for dig; du kan bede om hjælp, der hvor du kan få konstruktiv støtte.

Du kan vende dig mod dig selv og dem omkring dig, der rent faktisk giver dig varme og kærlighed.

Du er den person, du skal kunne regne med. Forhåbentlig er der også andre, men de kan trods alt skiftes ud, og komme og gå (alt efter deres egne udfordringer og gøremål), den vigtigste er dig: Kaptajnen på din skude!


Har du brug for at tale med en sexolog? Jakob Olrik tilbyder samtaler og parterapi online i hele Danmark og på Hattemagerens Slot i Hellebæk. Læs mere om sexolog Jakob Olrik →

Forrige
Forrige

Hvorfor skal singler mases ind i parforholdet?

Næste
Næste

Single - Værnepligten!