Single - Værnepligten!
Som det er i dag, har vi bare har frit løb til at gå ind i et parforhold og gifte os og få børn. Helt uden at tænke på alle de omkostninger det har for os selv, for samfundet, for børnene, for os alle som helhed. Vi kaster os gladelig ind i den kæmpe gordiske knude, og bruger efterfølgende resten af livet på at vikle os ud af den igen. Det er jo uforsvarligt.
Vi burde have en værnepligt som singler, der førte os gennem et forløb af forståelse og redskaber, som kunne ruste os til at indgå i familielivet. Værnepligten skulle inspirere os til at forstå os selv og tilegne os selvindsigt, inden du kaster os ind i ægteskaber og i det vi kalder familieinstitutionen. Et slags kørekort til parforholdet, inden vi indtræder i det.
I værnepligtsperioden skulle vi lære at kunne stå på egne ben, stå stærkt i os selv, ja, at være et ene-stående menneske.
Alle ens Disney-illusioner skal i forløbet afmytologiseres, så vi kan give slip på alle de urealistiske forestillinger om parforholdet som en institution, der skal redde os og gøre os hele. Parforholdet skal da ikke gøre os hele, vi ér hele. Men med Disneydrømmene i hovedet bliver vi skuffede og slider forholdet ned til sokkeholderne og hinker haltende videre … med børnene som ofre, og vores egen livsglæde på lavt blus.
Vi humper fra det ene forhold til det andet og tror, at vi er halve mennesker.
Vi mangler simpelthen at lære, hvordan vi skal være os selv. Hvordan vi kan tage ansvaret for os selv og vores egen lykke og tilfredshed. Vi får hele tiden billeder på parforholdets lyksaligheder, men det bliver hurtig en omgang selvbedrag. Vi køber bøger om at holde liv i parforholdet for enhver pris, pust liv, pust og pust og pust! Men altså, vi skal da hellere lære at forstå vores egne behov og drømme og hvile i os selv, grundlæggende. Være ærlig overfor sig selv, altså stå på egne ben. Og herefter kan vi som ene-stående mennesker møde andre ene-stående mennesker. I stedet for at vi udlever en medieskabt drøm om en institution, som vi alligevel ikke kan mærke os selv i. Vi har ikke lært at mærke os selv. Vi må først lære at mærke os selv.
Lige nu virker det som om, at det er helt okay at ofre sig selv i parforholdets navn. Vi accepterer at leve halvt, vi lader os opofre, fordi vi ikke orker at se på os selv (uden et parforhold) og være os selv på godt og ondt. Vi bruger vi parforholdet og ægteskabet til at komme væk fra os selv, give roret til en anden, slippe ansvaret for egen lykke. Men det er ikke oprigtigt. Det er sgu ikke kærlighed. Og inderst inde ved vi godt, at vi kun lever halvt. Vi nøjes!
Derfor single-værnepligten. Vi må simpelthen lære at tage ansvar for os selv, for at kunne være gode i et fællesskab.
Vi må lære prioritere at forstå os selv – for at forstå andre.
Har du brug for at tale med en sexolog? Jakob Olrik tilbyder samtaler og parterapi online i hele Danmark og på Hattemagerens Slot i Hellebæk. Læs mere om sexolog Jakob Olrik →